Zolfa som chauffør, men digter
Den første kunde i Zolfas første uge på arbejde som chauffør, var en kvinde. Hun kom og satte sig ind i bilen ved siden af ham. Mens han kørte, begyndte de at snakke sammen. De grinede meget, som om de havde kendt hinanden for længe siden. Hun kiggede meget dybt i hans øjne. Hun smilte til ham. Hun elskede ham. Hun omfavnede ham, og hun hængte det første bogstav i sit navn op på spejl af ”TAXI”, og til sidst gav hun ham et fingrekys mens hun gik hjem. På taxameter stod 50 kys.
Men på grund af et eller andet, gik det forhold i stykker, og den kærlighed sluttede.
Mens Zolfa arbejdede hver dag, var han ked af det, for han tabte sin første kærlighed. Tre måneder sener, kom en anden kunde, en anden kvinde. hun skulle på arbejde, hun stod på kanten af vejen og pegede på ”TAXI”, til Zolfa.
Han kørte hende på arbejde, imens han kørte, stirrede hun på hans ansigtsdetaljer. Hun smilte til ham. Hun blinkede til ham med sine øjne. Hun rørte hans hænder. Hun kyssede ham. Hun omfavnede ham, og smed det gamle bogstav ud af bilen fra vinduet, det bogstav som den første kvinde, havde hængt op på spejlet i bilen foran Zolfa, og hun hængte det første bogstav i sit navn op på spejlet, og tog hjem, mens taxameteret var fyldt op med kys igen.
Der gik en måned med det forhold, de skændtes hele tiden, for han var altid ude. hun kedede sig, og de kunne ikke finde ud af det. Den anden kærlighed døde også lige som den første.
Zolfa ventede et år. Hans hår blev mere og mere gråt. En dag kom en kunde, en kvinde, som han skulle køre hende til en fest. De stirrede på hinanden. Hun smilte til ham. Hun gav ham et øjekast, og omfavnede ham på samme måde, som de to gamle kvinder havde gjort, og spurgte ham:
”Hvis er det bogstavs navn?”, mens hun blev meget sur.
Han beklagede sig over det, og sagde det var noget fra en gammel kærlighed, jeg glemte at smide det ud, derfor er det stadig hængende op på spejlet her i bilen. Hun tog det gamle bogstev og smed det ud ad vinduet af bilen, som den anden kvinde har gjort med første kvindes bogstav, og hun hængte det første bogstav i sit navn op på spejlet, og gik ud af bilen.
Fordi alle de kvinder lignede hinanden, de startede på samme måde, og sluttede deres forhold med Zolfa på samme måde…
Zolfa var analfabet. Han smilte hele tiden, gjorte sine kunder glade, og nogle af dem var kvinder, og nogle af kvinderne blev forelskede i ham på hans arbejde, men alle forlod ham, efter de havde hængt første bogstav af deres navne op på hans spejl…
Med disse brudte forhold, med de første bogstaver i hans kvinders navne, lærte han alfabet at kende, lærte sproget, og begyndte at skrive… Han skrev digtet.
Jeg er en ligegyldig tekst.
Og dette hoved er en overskrift som ikke passer med min krop
Siden jeg lærte at skrive har jeg visket mig selv ud. Komma er det eneste du finder imellem mig og viskelæderen.
Jeg står i hjørnet og beundrer mit udsyn, som om jeg var den sidste side af et digt, hvis sider falder på plads i den rigtige rækkefølge. Jeg er den sidste side der venter på en udmattet læsers ankomst
Mit ansigt er mine venners arkiv for afslag. En ligegyldig teskt er jeg., og min krop er en margin som ikke bliver læst endnu. En tekst som fik afslag på udgivelsen, en gammel gul side, hvor sproget ændrer sig uden at blive oversat.
Hver en som læser mig, laver læsefejl, og hver en som prøver at forstå, misforstår.
Før, kaldte floden mit navn.
Min blodtype er blå.
Jeg hælder hovedet til venstre når jeg poserer.
Jeg er en halv tekst, og resten, har læseren efterladt til mig.
